I marsken er de tæt på verden
Af Karen Skovbjerg
En ring fra deres hånd kan minde om luften, der kløves af en samurais sværd. Spændt op i lameller står sølvet i en stærk bevægelse over håndryggen. Inspirationen er dog ikke hentet i øst, men midt i marsken og så langt vestpå, som Danmark rækker. Her har guldsmedene Karen Ihle og Jens Eliasen fundet den ro, deres unika-arbejder udstråler.
- Opgaven er at få en ring til at virke let trods dens tyngde. Marskens
fine strå spiller sikkert ind i underbevidstheden, når vi former sølvet
i lameller, siger Karen Ihle.
Både hun og Jens Eliasen holder meget til på digerne i den tidlige
morgenstund, før butikken med deres værksted i Tønder åbnes, og om aftenen, når fuldmånen lyser orange over marsken.
- Tønder er så god, fordi naturen er så tæt på. Selv om vi også holder af afstikkere til store byer som København, Berlin og Barcelona, er vi fanget af den flade marsk, tilføjer han.
Derfor søgte de mod vest efter tiden på Guldsmedehøjskolen, hvor de mødte hinanden og lagde grunden til det fællesskab om familie og arbejde, der efter to børn og 28 år ved samme arbejdsbord har svejset dem sammen til en kunstnerisk enhed. De udstiller som én person i ind- og udland, og lige meget hvor langt ud på natten, de arbejder, er de aldrig uenige under deres kreative skaben.
Fælles udtryk
- Lige fra begyndelsen har vi haft samme smag. Det er fladens grafiske udtryk og den skulpturelle form, vi går efter. Vi er ikke til blanke, bløde og organiske ting, siger hun.
- På en måde har vi synet til fælles. Vi snakker ikke så meget om det, vi laver, men der skal ikke mange streger på papiret, før den ene ved, hvor den anden vil hen. Vi har en meget tæt adgang til hinandens udtryk, supplerer han.
Og ligesom den ene fuldfører den andens sætning, går deres ting over bordet fra hans hånd til hendes under arbejdet. Så saver den ene lidt her, så filer den anden lidt dér.
- På sin vis er det lidt uhyggeligt, vi er jo dybt afhængige af hinanden, tilstår hun.
De er også enige om at erklære sig som håndværkere og ikke som kunstnere, skønt flere fine udstillinger og legater fra Statens Kunstfond nok kunne berettige dem til titlen.
- Det er i selve håndværket udfordringen ligger. Udtrykket er det vigtigste. Hånden og værket er det afgørende, forklarer hun.
Den store ydmyghed over for det gode håndværk har hun arvet fra sin far Svend Erik Ihle, hvis malerier pryder parrets lejlighed. Svend Erik Ihle illustrerede også bøger og var med til at renovere Kristkirken med det store røde tag, der på solfyldte dage flammer i stuens vindue.
Skal hun karakterisere sig selv, betragter hun sig som et meget ukompliceret menneske.
- Nok tænker vi over, hvad vi gør, men vi har ikke en livsfilosofi, der giver navn til vores ting. Hvad vi tænker over er selve udtrykket, uddyber hun.
Han nikker.
- Det kan faktisk også være en kunst at få tingene til at hænge sammen, vedgår hun og smiler.
Tidligere spyttede hun og han med samme tilfredshed den ene ting ud efter den anden. Nu stiller de større æstetiske krav.
- Når vi i dag laver 20 ting kan jeg pille en enkelt ud og sige: Den er god. Her ville jeg gerne stoppe, men det tillader tiden og økonomien ikke, desværre, tilstår hun.
Fælles drøm
Helst drejede guldsmedeparret nøglen til butikken det næste halve år for at fordybe sig i arbejdet til den næste store separatudstilling til april på Kunstindustrimuseet i København og Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder.
Efter flere store bestillingsarbejder også på kirkesølv står de i et vadested med smykkerne. En rejse til Egypten i foråret har også sat sig spor i sindet.
- Hvad det skal blive til, ved vi endnu ikke. Vi er på vej væk fra lamellerne og på vej hen mod klodsen. Tror jeg.
Hun tøver, og han tager over.
- Vi er ikke dem, der lige springer ud i noget nyt. Det bliver nok en blanding af lameller og klodser eller trinpyramider. Det må stå sin prøve. Vi går ikke på kompromis.
Begge er de stærkt fascineret af Djosers trinpyramide. De så den stå som et stort smykke i ørkensandet på rejsen til Egypten, og de drømmer om at fortsætte rejsen i værkstedet og se pyramiden forme sig som et smykke i deres hænder. Hver ny udstilling er en ny mulighed for at komme det fælles ultimative udtryk et hammerslag nærmere og se drømmen formet i guld og sølv.
|