Det Perfekte Smykke af Claus Bjerring, sølvsmed Over Tøndermarsken kan man om efteråret opleve fænomenet sort sol. Kolossale flokke på tusinder af stære opfører et sælsomt skuespil, stæretrækket formørker himmelen, før fuglene slår ned i rørskovene for natten. Små elementer danner et hele, dele, som i et teknisk kompliceret mønster bevæger sig, dansende over horisonten til stor glæde for den, der ser på. Når jeg ser Karen Ihle og Jens Eliasens smykker, kan jeg ikke lade være med at tænke på stæretrækket. Jeg ved ikke, om Ihle Eliasen er påvirkede af fænomenet over marsken uden for deres dør, eller om det er et tilfældigt sammentræf. Men på samme måde som stærene danner formationer, skaber de smykker; små dele skæres ud af sølv eller guld og sættes sammen til helheder, til smykker, der til glæde for brugeren kan bæres på arm, hals eller jakke. Der er mange veje til smykkekunsten, men når man nærlæser Ihle Eliasens smykker er man ikke i tvivl; vi ser på smykker udført af guldsmede. De kan deres håndværk. Deres smykker kunne ikke skabes uden den faglighed, som er guldsmedens. De springer ikke over gærdet hvor det er lavest, nej, de springer altid over, hvor det er højest. For det er på toppen af forhindringen, den store oplevelse ligger. Rigtige guldsmede, der kan deres fag, giver sig selv udfordringer, der kun kan løses af rigtige guldsmede, og da en del af glæden ved at være skabende kunstner er skaberglæden, så er der gode grunde til, at gøre den, så lang som mulig. Dette sidste kunne være et motto for guldsmede Ihle Eliasen. Ihle Eliasens arbejde med lamelsmykkerne er legendarisk, men også deres arbejde med metaller i flere farver er udført til perfektion. Når jeg nu har nævnt stærene over Tøndermarsken, må jeg også nævne borgmesterkæden, der er landet på Tønders borgmesters skuldre. Her ser vi på fineste måde en kombination af Ihle Eliasens væsentligste teknikker: lamellerne i kæden og det indlagte metal i sejlet. Tingene hænger sammen, og på elegant vis går striberne i sejlet igen i kædens led, nu i tre dimensioner. En borgmesterkæde er for øvrigt et af de få smykker, der sammen med soldatens ordner kan omtales som funktionelle smykker. Smykker, dér med deres symbolværdi udtrykker brugerens autoritet. Ja selv brochen, der tidligere havde anvendelse som spænde, har på forunderlig vis bevæget sig over på jakkens revers, og sidder så der som et fremmed element, til glæde for sig selv, og den der får øje på den. Derfor er det af meget stor betydning, når smykkekunstneren kan tilføre smykket kunstnerisk kvalitet, da det er den eneste betydning der kan retfærdiggøre, selve smykkets eksistens. Men det er alt for sjældent tidens smykker, har denne kvalitet. Alt for ofte ser jeg ting, hvor den største værdi er mærklighedsværdien. Det kan skyldes den i tiden liggende trang til at betræde stier, hvor ingen før har trådt. Det er i sig selv udmærket, men vejen betrædes for ofte af inkompetence; det er ikke nok at materialerne er fornyende, eller at en form ikke er set før. Det var det i firserne, i dag er det ikke nok. Der skal være fordybelse i det kunstneriske udtryk, man skal kunne se at smykkekunstneren har noget på hjerte, at smykkekunstneren selv har haft en oplevelse i skabelsesøjeblikket. Og der er alt for ofte tale om et "øjeblik", det lange arbejdsmættede "stæretræk" bliver mere og mere usædvanligt. Det er nødvendigt med en målrettet smykkeuddannelse, vi må se at komme mesterlæreromantikken til livs og erkende, at denne uddannelsesform, er død. Vi må have et alternativ inden den kompetence, der stadig er i faget, forsvinder. Smykkekunsten er som al kunstnerisk formgivning et ikke-akademisk fag. Kunstnerisk kvalitet opstår der, hvor afstanden mellem ånden og hånden er kortest, derfor er faglighed nødvendig, en faglighed der bedre kan opretholdes i et kreativt miljø på en kunstskole, end på 40 tilfældige virksomheder, der af vidt forskellige grunde ansætter lærlinge. Hvis vi i Danmark ønsker, at der fremover skal kunne vises moderne smykker af den kvalitet som Ihle Eliasen præstere, smykker som vil være at finde andre steder end i korttidshukommelsen, så er det ved at være sidste udkald. Den store faglige og formmæssige kvalitet, som udtrykkes i Ihle Eliasens arbejder skyldes til dels deres uddannelse, men måske også det usædvanlige, at Ihle og Eliasen danner par. I deres arbejder er det ikke til at se, hvor Ihle begynder og Eliasen slutter. Vi taler om to mennesker, hvor guldsmedekunsten er blevet et fælles anliggende. Det kan syntes mærkeligt i en tid hvor individualisme, ikke mindst i kunstens verden, er et mantra. Men det er måske også det der har bragt parret så langt. Karen Ihle og Jens Eliasen er Kunsthåndværkere med stort K. De skaber med dybeste respekt for håndværket genstande, der i de bedste tilfælde er kunstværker, men som altid er skabt af oprigtig nysgerrighed og respekt for materialernes muligheder. Ihle Eliasen har arbejder sammen i snart 25 år. Det virker som om, de holder hinanden til ilden, ser de mindste fejl i smykkerne og retter dem. De er ikke mennesker, der begrænser hinanden, men kunstnere der supplere hinanden og arbejder frem mod et fælles mål: Det perfekte smykke.